Kronborg

Jeg samler som bekendt på gode oplevelser – noget der gør mig glad.

En af de ting er, at min mand og jeg, sammen med min bror og hans kone, tager på forskellige udflugter. Vi har bl.a. besøgt Stevns Fortet – stor oplevelse – og Møns Klint, der er godt nok en dejlig natur der, dejlige stier og udkigspunkter. Vi plejer at “opleve” først og derefter finde et sted, at få en god frokost.

Nu skal vi csm_Kronborg_gennem_port_Foto_Styrelsen_for_Slotte_og_Kulturejendomme_84f3b9ade1besøge Kronborg – det glæder jeg mig til. Min mand mener, at han har besøgt stedet da han gik i skole, vi andre mener ikke at have været der før.

Jeg kan i hvertfald ikke huske, at have været der.

Men jeg kan huske – dacsm_Dansesalen_Kronborg-foto-Finn-Christoffersen_1000x540px_09_7b9effdebf jeg var ung og boede i Herlev – at vi dengang godt kunne finde på at køre en aftentur til Helsingør, bare for at spise en is fra en lille butik, i en gade med brosten. De lavede selv kræmmerhusene.

Mon den butik stadig er der?

Tiderne har godt nok ændret sig – nu kører man jo ikke så langt efter en is.

Jeg har fået taget nye blodprøver – var meget spændt på om mine tal var faldet. Jeg tager jo kun 4 kemopiller om ugen, så det var med spænding, at jeg ventede på en opringning fra min læge på hæmatologisk.

Mine tal er faldet – ikke meget – men vi krydser fingre for at de vil falde yderligere, med den lave dosis medicin.

Sidst jeg tog den medicin, havde jeg de hæsligste bivirkninger – jeg havde håbet at der ikke ville være så mange denne gang. Det håb er slukket.

Kvalmen vælter i anfald ind over mig – bedst som jeg står i en butik f.eks., mærker jeg først at jeg bliver lidt klam i tindingerne og så er det bare om at finde et sted at afleverer maveindholdet – hvis det skulle gå så galt altså (I husker måske fra et tidligere indlæg, at jeg hellere besvimer end kaster op) Indkøbstasken? en skraldespand? ja, hvad som helst, kan næsten ikke overse at brække mig på gulvet i vores lokale brugs – men er det bedre at besvime der? Nå, indtil nu har jeg klaret det – har prøvet lidt med åndedragsøvelser, hellere stå og gispe end at besvime. :-)

csm_Slotsgaarden_foto_Styrelsen_for_Slotte_og_Kulturejendomme_97109ff03a

csm_Holger-Danske_foto-Thomas-Rahbek_SLKE_b915c8c2d1I Køge er der sat talende skraldespande op, da jeg stod foran en derinde i sidste uge og kæmpede med kvalmen, talte den godt nok ikke til mig – den har nok tænkt: “hun ser godt nok dårlig ud, lige om lidt får jeg en skylle, så jeg holder mund”

Udover kvalmen har jeg ondt i hele kroppen, det skulle jeg ellers ikke have, men det har jeg. På trods af alt dette, så fortsætter jeg behandlingen, der er ikke andre muligheder for mig – og medicin skal jeg have.

Jeg har fået piller mod kvalmen, der står de skal tages ½ timer før et måltid, men jeg har ikke kvalme hele tiden, så lægen foreslog at jeg altid skulle have en pille på mig, så kunne jeg tage den, når anfaldet kommer – vi får se.

Så gode oplevelser, det samler jeg på – glæder mig til turen til Kronborg.

Blodprop

Den helt store risiko ved min sygdom, er faren for at få en blodprop.

For 3 år siden – før jeg havde fået diagnosen på denne sygdom – fik jeg en blodprop i lillehjernen. Jeg anede ikke hvad denne del af hjernen “styrede” – men det fandt jeg ud.

Her er min historie.

En tidlig morgen, kl. ca. 04.30, vågnede jeg ved at min mand var ved at gøre sig klar til at køre på arbejde. Han puslede ude i køkkenet. Idet jeg vender mig om på højre side – for at sove videre – får jeg en kraftig smerte i nakken og min første tanke er “at der var noget der kom i klemme” dernæst vælter en voldsom svimmelhed og kvalme ind over mig. Jeg får vendt mig om på ryggen (for at sætte det på plads igen) og vand springer nærmest ud af kroppen på mig. Alt var drivende vådt, mig selv fra top til tå, dyne og lagen – vandet løb ned over mit ansigt og ned på puden.

Jeg er klar over, at det her nok er alvorligt, men har ingen kræfter til at kalde på min mand, som jeg hører forlader huset, låser døren, starter bilen og kører.

Vi har en vandskade i køkkenet, en del møbler står i stuen – men i køkkenet befinder min telefon sig – jeg tænker på hvordan jeg skal bære mig ad med at få hjælp, jeg kan ikke stå på benene, har ingen balance og bare jeg løfter hovedet fra puden går verden amok. Åbne øjnene skal jeg da slet ikke.

Jeg har et hold kursister der venter på undervisning i edb, jeg har en aftale om at hente vores yngste barnebarn i børnehave – og jeg kan ikke stå på benene.

Efter nogle timer (venter ligesom på at dette mareridt skal stoppe) lykkes det mig at komme fra sengen, gennem stuen og ud i køkkenet – hente telefonen og komme tilbage til sengen – med kun en lille sprække at se ud af i øjet (for ikke at gå ind i køkkenmøblerne i stuen), for hvis jeg åbnede øjnene helt så væltede verden hid og did men samtidig var det godt at kunne støtte mig til møblerne. Det er meget svært at gå uden balance.

Jeg fik ringet til min mand, som smed alt hvad han havde i hænderne og kørte hjem – min datter, for at aflyse afhentning af barnebarn – samt til en person som kunne fortælle mine kursister, at jeg nok ikke kom – alt dette lykkedes det mig at gøre. Hvordan det lykkedes mig at kunne se tlf.numrene og i det hele taget gøre alt dette for at få hjælp – det ved jeg ikke. Man siger jo, at man får nogle kræfter – i en given situation – som man ikke anede man havde.

Inden jeg havnede på hospitalet, var der en del forviklinger (dem var der mange af i dagene der kom, men det vidste vi heldigvis ikke noget om). Lægehuset ønskede at jeg kom til dem, det kunne naturligvis ikke lade sig gøre, så for at gøre en lang historie kort – så kom vores egen læge og han ringede med det samme efter en ambulance, og kørte derefter tilbage på sit arbejde.

Da ambulancen kom og redderne fik mig bugseret ud af soveværelset og op på båren, mente den ene redder, at jeg havde meningitis (jeg havde rødt udslet på kroppen) og ikke en blodprop. Så afsted med fuld udrykning til Køge sygehus med mig. Jeg skulle ellers have været til Roskilde. Jeg var egentligt ligeglad, for jeg var så dårlig at det ikke kan beskrives.

På Køge kom jeg i isolation (meningitis er ikke sådan at spøge med), jeg var nu omgivet af mennesker i rumdragter, verden drejede rundt og gik op og ned, lægen stillede det ene spørgsmål efter det andet, som jeg ikke kunne svare på – og kvalmen var ved at tage livet af mig.

Vil lige sige en meget vigtigt ting – jeg hader at kaste op.

Midt i al elendigheden blev døren åbnet på klem, og en sygeplejerske spurgte om min datter måtte komme ind til mig (hun arbejder på Køge sygehus) – og det måtte hun heldigvis. Det eneste jeg kunne se af hende, var øjnene – men det var også det vigtigste  og så en hånd at holde i.

Der skulle tages en rygmarvsprøve, for at se om det var meningitis – og mens man ventede på svaret, blev mit hoved scannet og jeg kom på en afdeling, hvor jeg også lå i isolation. En sygeplejerske mente på et tidspunkt, at det ville være en god ide at skifte tøj på mig. Så blev kvalmen så kraftig at jeg besvimede – som min datter efterfølgende sagde: du vil hellere besvime end kaste op”. I det hele taget, lå jeg de nærmeste dage og klamrede mig til en brækpose, for hvis nu…

Nå, meningitis var det heldigvis ikke, derimod en blodprop i lillehjernen. Jeg anede som sagt ikke hvad det betød, havde blot undret mig over, at jeg ikke kunne styre min hånd når jeg skulle række ud efter noget, det var svært at ramme det jeg sigtede efter – og gå kunne jeg ikke, havde ingen balance. Og mit syn var heller ikke godt. Men jeg var ikke lammet nogen steder.

Dagen efter blev jeg overført til Roskilde (som Køge heldigvis havde været i kontakt med, så de kunne give mig en ordentlig dosis blodfortyndende medicin) – og havde dagen før været et mareridt, så startede der et nyt her. Først kl. 24 blev jeg tilset af en læge, efter at min mand nær havde revet sygehuset ned om ørerne på dem, af raseri og frustration over at lægen åbenbart ikke kunne finde mig?? altså halloo – og min datter på et tidspunkt måtte “trække sygeplejerske kortet” – det var en ganske forfærdelig oplevelse at være der. Faktisk lå jeg i et døgn uden at få noget medicin. Og havde min datter ikke været sygeplejerske, og derfor vidste at man havde særligt mad til patienter der ikke kunne spise noget, havde jeg heller ikke fået noget mad. Jeg måtte mades.

Efterfølgende har jeg kunnet se på blodprøvesvarene, at jeg allerede på det tidspunkt havde blodkræft, men på lægens spørgsmål: “om jeg havde gigt” og mit svar var ja, så mente man, at det var derfor mine tal var forhøjede.

Da jeg kom hjem fra hospitalet, skulle jeg igang med genoptræning. Kommunen stillede beredvilligt op med en fysioterapeut der kom hjem til mig, jeg kunne slet ikke overse at skulle ud af huset – jeg var fuldstændig overbevist om, at jeg skulle have mit gamle liv tilbage og vejen til det, var genoptræning.

Der gik nogle måneder før jeg turde køre bil og yderligere 1/2 år inden jeg turde sætte mig op på en cykel. Men jeg klarede det. Der er stadig lidt problemer med balancen, især når jeg er træt.

Jeg har det stadig dårligt ved tanken om alt det jeg blev udsat for, men håber tiden vil hjælpe mig til at glemme det. Min læge har fortalt mig, at det er sådan at have “posttraumatisk stress” – hele oplevelsen kører i hovedet på mig, især når jeg skal sove. I starten forsøgte jeg at dæmpe billederne i mit hoved, men så besluttede jeg at lade”filmen” køre, få det overstået, så jeg kunne sove.

Det er snart 3 år siden verden væltede og livet slog en kolbøtte.

 

Bøger

Min nye medicin (kemopillerne – som jo ikke er ny, jeg fik den også sidste år) har indtil nu ikke givet de store bivirkninger. I går vågnede jeg dog op med en totalt belagt tunge – nærmest som at have uld i mund og hals – og jeg har måtte droppe mit glas rødvin til aftensmaden. Nu er det jo ikke livet om at gøre, at drikke et glas rødvin – men det har jo også noget med livskvalitet at gøre. Nå, det skal ikke slå mig ud – nu håber jeg blot at medicinen (4 piller om ugen) er nok til at holde sygdommen i ave. Jeg skal have taget blodprøver om en uge, så får vi se – krydser fingre.

Jeg har i den seneste tid været lidt trist. Jeg ved ikke hvorfor, men det er ikke noget jeg normalt dyrker og jeg gør alt for at modvirke det, hvis tungsindet viser sig.

WP_20150917_003For at det ikke skulle være løgn, så har mit nye smarte tastatur – efter en opdatering – pludseligt vendt op og ned på ø og æ tasterne – det giver nogle sjove resultater hvis jeg ikke lige er opmærksom. Så for at undgå fejl har jeg sat gule sedler på. Nå, problemer er til for at løses.

 

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg læser utroligt mange bøger. Fjernsynet viser nærmest kun genudsendelser, så jeg finder meget glæde i bøgernes verden.

WP_20150917_002

 

Da Stieg Larssons Millenium-triologi udkom og der blev lavet film over dem, ja så slugte man jo bøgerne og glædede sig voldsomt til filmene. Det var virkeligt nogle store oplevelser vi fik der.

Derfor havde vi set frem til den nye bog – godt nok ikke skrevet af Stieg Larsson, men der har jo været andre afdøde forfattere, hvor en anden har overtaget ideen, og det er da gået meget godt.

Måske er det en fejl, at jeg ikke først læste de gamle bøger, jeg ved det ikke – men denne bog skuffede mig. Jeg ved andre synes den er meget spændende.

WP_20150917_001En bog som jeg egentligt ikke havde den store lyst til at læse – er en bog om Alice der får konstateret Alzheimers sygdommen. Måske bundede min ulyst i, at den sygdom da er noget af det mest forfærdelige man kan pådrage sig. Tænk at ens hjerne forsvinder – at man selv forsvinder – at man ikke mere kan kende sine nærmeste.

Hele bogen har rørt mig meget (tak til min elskede datter, der mente den bog lige var noget for mig) – men især den ting, at Alice – mens hun havde sin hjerne i behold – udtænker en måde, som Alice når hendes hjerne ikke mere fungerer, kan bruge til at begå selvmord, fordi hun ikke ønsker at ende som en tom skal. Og da det sker, kan hun ikke huske at udføre planen

Det er egentligt ikke en trist bog i den forstand, for der sker også meget positive ting – og kærligheden til hende fra hendes familie, er dejlig læsning.

En bog der kan anbefales.

 

Tungsind.

I dag har jeg gjort noget, som jeg ellers aldrig gør.

Jeg har på facebook delt et billede af en mand der står på en bro og spytter ned på flygtninge, på vej mod Sverige. Spyttet ned på mennesker der har været udsat for rædsler som vi slet ikke kan sætte os ind i, mennesker som i deres hjemland har været udsat for tøndebombninger fra deres egen præsident (eller hvad han nu er) eller for en organisation (eller hvad den nu er) der hedder IS. Mennesker der har udsat sig selv og deres børn for risikoen for at drukne i overfyldte både, en flugt uden mad og drikke og tøj til den kulde de nu møder (i nat var det 11 grader – og her taler jeg om vejret, ikke kulde fra mennesker) – mennesker som slet ikke ønsker at blive her i Danmark, de ønsker at komme til Sverige. Dem spyttede han på.

Min vrede kan jeg slet ikke komme af med – derfor er jeg nødt til at skrive om det her på min blog – så undskyld hvis det støder dig, men jeg er nødt til det.

Ny medicin.

Efter i 2 måneder ikke at have fået medicin, er mine blodtal naturligvis ikke ligefrem blevet lavere – nej, det er synd at sige. Så jeg er nu begyndt at tage kemopillerne igen. Den medicin har jeg det heller ikke så godt med – fik den også sidste år – men noget skal jeg jo have. Heldigvis er min læge på hæmatologisk en meget fornuftig mand (håber jeg). Han synes vi skulle prøve med en lavere dosis af pillerne – nu kun 4 om ugen, mod 7 sidste år. Jeg reagerer stærkt på medicin, så måske de 4 piller er nok til at holde sygdommen der hvor den helst skal være – jeg krydser fingre.

Tungsind.

Et uforklarligt tungsind har bemægtiget sig mit humør – jeg ved egentligt ikke hvorfor jeg er trist, men det er jeg. Mit helt eget middel mod det, plejer at være = at male noget.

Sådan – hvad kunne jeg male? Jo, jeg manglede jo lige de der fodpaneler som jeg var igang med for snart 3 måneder siden (malingen har stået klar i bryggerset siden den 5. juni). Nu er fodpanelerne malet – til gengæld har jeg de ondeste smerter i knæene og benene, kan næsten ikke gå – men så kan jeg da glæde mig over de flotte hvide fodpaneler.

Windows 10

Internettes spændende univers har jeg været i siden 1972. Det har altid tiltrukket mig meget at arbejde med computere. I min tid i bankverdenen, var det altid mig der “trak det længste strå” når  arbejdsopgaver skulle fordeles. Mine kollegaer var løbet langt væk, ingen gad at stå for dette arbejde – men det gjorde jeg.

win95winxpwin7win8win10Jeg bliver helt nostalgisk når jeg ser disse billeder – rejsen har været lang og spændende. Det første skærmbillede – DOS systemet – var bare helt sort, og man kommunikerede med diverse koder, det var ikke for almindelige mennesker. Men det hjalp jo gevaldigt da Microsoft og Apple opfandt de brugergrænseflader som vi kender i dag.

Forleden skulle jeg så opdatere vores 2 maskiner, den bærbare og den stationære, til det sidste nye – nemlig windows 10. Jeg startede med den bærbare – ville lige se hvordan det gik. Det tog over 7 timer – jeg var helt klar på, at vi nok skulle have en ny pc’er – men så lige pludseligt tonede det nye skærmbillede frem, og glad var jeg.

Efter at have rettet programmet til, gik jeg i gang med den stationære – det er på den jeg arbejder, så jeg krydsede fingre for at alt ville gå godt – for ingen maskine intet arbejde.

Efter 1½ time tonede der et “Hej” frem på skærmen – og så havde jeg det nye skærmbillede på. Og glad var jeg.

Jeg er super glad for opdateringen, begge maskiner er lynhurtige og alt er som det skal være.