Fødselsdag.

WP_20170226_11_47_09_ProI går var det min fødselsdag, jeg ville gerne have et par gæster, men jeg er så træt. Det problem blev løst ved, at vi ganske enkelt inviterede noget familie og bestilte nogle pizzaer. Det blev en super hyggelig eftermiddag.

WP_20170226_13_01_21_ProNaturligvis fik vi bestilt alt alt for meget mad – så nu skal vi nok investerer i en mikroovn :-) til at få opvarmet de overskydende pizzaer (3 stk. der ligger i fryseren).

WP_20170227_11_18_06_ProFiguren fik jeg af vores datter, svigersøn og børnebørn, chokoladen af svoger og svigerinde. Til figuren hører der en lille historie, i en af vores nabobyer er en lille blomsterbutik, hvor der bla. er en masse sødt brugskunst – lige noget for mig – figuren har jeg set på hver gang jeg har aflagt besøg i forretningen. Min første tanke, da jeg så den første gang var: “jamen det er jo lige mig, der læser for et af vores børnebørn” – for da Caroline (nu 13 år) var lille, læste jeg en masse bøger for hende, hold da op hvor har vi hygget os med det. Med Villads (7 år) er det en anden tid – ja, det lyder egentligt utroligt, men i hans tilfælde har det været ipad, film, perler og andre ting vi har lavet sammen. Nå, men for at vende tilbage til figuren, så gæster min datter den samme forretning, ser figuren og tænker: “jamen, det er jo lige min mor” – og så kom figuren hjem til mig :-) sammen med det sødeste brev som min datter havde skrevet. Det hænger nu på væggen her på kontoret, hver gang jeg bliver lidt trist, vil jeg kigge på det og varmes i hjertet over at have den dejlige datter.

I dag var dagen hvor jeg skulle starte på den nye medicin, så til lægehuset med mig og sprøjten (for den skal man nemlig selv medbringe). Et stik i armen, en sygeplejerske der sludrede og snakkede, mens tiden gik, og endte ud med at sige: “Så er der gået 10 min., og du udviser ingen tegn på allergi på medicinen :-), for det ville du have gjort på nuværende tidspunkt, hvis der var noget galt. Så sæt dig bare lidt ud i venteværelset og hvis du stadig har det godt, kan du godt gå hjem”. (Hun havde læst hvad lægen på Holbæk havde skrevet, om at jeg godt kunne reagerer stærkt på medicin) – det er da fantastisk, jeg er så lettet og glad – tænk nu hvis dette er en medicin jeg kan tåle, super.

Nå, ja – jeg ved jo godt at der kun er gået kort tid, og at jeg ikke tog kemoen i dag (for ikke at belaste kroppen for meget), men “det der er gået godt, kommer jo ikke dårligt tilbage” – som min far altid sagde.

Mit lille kontor er lige pt. fyldt med plastik bokse med regnskaber – sådan er det her i starten af året – regnskaberne skal færdiggøres til revisoren, som jo i sagens natur ikke gider at have for mange kasser stående, så jeg har ikke så meget plads at komme omkring på – ligesom reolerne var blevet noget overfyldte, Men min dejlige mand ordnede lige det problem, og fiksede en ekstra sektion, så nu ser det lidt mere ordentligt ud.

Johnny er jo gået på pension, ja pension og pension, han har nok at lave, nu er det bare på en anden måde, kan ikke helt forstå at han nu har været hjemme i 2 måneder, hvor bliver tiden dog af.

Vi hygger os rigtigt meget, nogle gange går han med mig på min daglige gåtur, andre gange cykler han, når han altså ikke arbejder ude i landet. Og ryddet op, får han også – hold nu op hvad han ikke har i sine gemmer. Vi holder et “garagesalg” når vejret er til det, der er godt nok mange ting på sådan et tømrerværksted.

Vi har jo lige haft 30 års bryllupsdag – i den anledning tænker jeg på vores sølvbryllup, det er en fantastisk historie, som jeg nok er nødt til at fortælle jer – men den kommer lige om lidt, og det er tilladt at grine, og grine er sundt.

Forresten, lige her til sidst, jeg har haft nogle problemer med mine mailadresser – i den anledning har jeg åbenbart ikke fået sat mailen her på bloggen til, i mit program – det har jeg så nu – og der var over 30 mails jeg ikke lige havde reageret på – så undskyld til jer der lige manglede et svar, men nu er jeg her igen.

 

Sidste nyt fra østfronten.

For at starte der hvor jeg slap sidst – så var vi jo på Holbæk sygehus til en samtale om, hvilken medicin jeg skulle have fremadrettet, mod min knogleskørhed. Min faste læge – der er en super flink mand, som jeg har det rigtigt godt med – slog med det samme fast, at den reaktion jeg havde haft på medicinen, måtte jeg ikke have – faktisk var de bange for, at jeg havde haft en blodprop i højre ben, men det var “blot” min muskler der teede sig mærkeligt, han sagde også, at han syntes jeg havde udvist en “jysk tålmodighed” (anede ikke at mine jyske venner havde en særlig tålmodighed, men nu ved I det) og jeg havde med al ønskelig tydelighed vist, at jeg ikke kunne tåle medicinen – så nu skulle vi videre derfra.

Han remsede så nogle mediciner op, som jeg ikke kunne tåle (noget med at de indeholdt den samme slags stof som den første) – dernæst nogle som ikke var aktuelt for mig, på grund af blodsygdommen og kemoen – og så endt vi ud med en sprøjte, som jeg skulle have hvert halve år. Prisen på den er ca. 2500,- pr. sprøjte, men da jeg har så dårlig en t-score, så ville jeg få tilskud, den bevilling ville han tage sig af. Jeg har efterfølgende hentet en sprøjte og har kun betalt kr. 536,- da medicinen kommer ind under de normale tilskudsregler – så vidt så godt. Jeg har bestilt tid på lægehuset, for han mente det var bedst at en sygeplejerske gav mig sprøjten – noget med en allergireaktion der muligvis kunne ramme mig (når man sådan lige tænker på, hvordan jeg reagere på medicin) – det vil så ske den 27.2. – stikket altså, nu krydser alle fingre for, at jeg ikke bliver dårlig af den sprøjte.

Musklerne i højre ben, som jo trak sig helt sammen så jeg ikke kunne sidde (det var som om musklerne ikke var lange nok) har så generet mit bækken så det er blevet skævt, jeg har fået massage og der er forsøgt at rette på tingene, men jeg har haft et tilbagefald i går (ud og ind ad bilen mange gange) – det kan dog ikke overskygge min glæde over, hvad det skete i går – læs lige her:

WP_20170219_10_43_46_ProI Glostrup ligger en skindforretnig som vi tidligere har købt mange dejlige ting i – pludselig kommer denne annonce frem i vores lokale avis. Vi tænker straks, at det jo ikke koster noget at kigge – og at vi jo alligevel skal i byen (Køge ganske vist) – så vi kan jo lige så godt smutte til Glostrup :-)

WP_20170219_10_45_18_ProI lange tider har jeg ønsket mig et par skindbukser, men har ikke villet ofte de kr. 2.000,- til 4.000,- som de koster – men i går gik det længe nærede ønske så i opfyldelse for kr. 900,- (før pris 1.998,-) og inden jeg havde fået set sig om, at havde jeg også forelsket mig i en sommerfrakke og en med pelskant til om efteråret/vinteren (det sidste har vi jo nærmest ikke mere) og det tidlige forår (den er allerede blevet luftet) – åh hvor følte jeg mig heldig, og Johnny fik også lige en jakke – super dag.

Når nu vi er ved det at spare, så prøver vi noget nyt i denne måned.

Det er sådan, at vi har en konto i coopbank, med dankort, som jeg kun bruger til indkøb af mad (foregår altid i vores superbrugs). Vi overfører kr. 5.000,- hver måned – og det forslår ikke :-(…altså, vi er 2 personer, vi har ikke nogen fyldt fryser og intet bugnende køleskab, vi drikker ikke vin – men derimod spiser vi mange økologiske grøntsager – meeem, det skulle da ikke være så dyrt, tænker jeg.

Så pr. 1.2. begyndte vi at nærlæse tilbudsaviserne – vi har Fakta her i byen (udover Superbrugsen) og Netto og Rema 1000 ikke så langt væk. Vi har lagt vores indkøb i Netto og Rema 1000 – altså de ting som vi altid køber (kød, fisk og grøntsager) – og har nu, den 19.2. en propfuld fryser med mad til langt ud i fremtiden (køleskabet ser normalt ud) og 1.454,- tilbage på kontoen – det er da helt vildt det her, tænk at varerne er så meget dyrere i Superbrugsen.

Foråret er på vej, fuglene fløjter og kvidrer, vintergækker og erantis pynter i bedene – denne årstid er simpelthen fantastisk, er super glad for at opleve det igen – og lyset ikke at forglemme – det er så dejligt.

Store overvejelser.

Da jeg startede denne blog var det min intention at fortælle om, hvordan jeg tacklede det at få en alvorlig diagnose og leve med det – og leve godt altså, både for min egen skyld og også for mine kærestes skyld.

Indtil nu synes jeg også det er lykkedes meget godt, selvom det til tider har været op ad bakke – dels med de bivirkninger som sygdom/medicin giver mig og dels at finde de positive små ting i hverdagen som ligesom løfter det hele.

Men denne januar måned har givet mig kamp til stregen – jeg har passet de ting jeg skulle, lavet årsregnskaberne klar til revisorene. passet mit hjem og forsøgt at få dagligdagen til at være til at bære – men…

Jeg fik jo endnu en kedelig diagnose sidst på 2016 – jeg har åbenbart en alvorlig knogleskørhed som jeg skal have medicin for, så vidt så godt. Den medicin er der også andre der får, det er lige efter bogen – der er naturligvis nogle bivirkninger, men nu har jeg stået så meget andet igennem, så dette må jeg da også kunne klare.

Det kan jeg så ikke.

Jeg har nu taget 6 piller (en om ugen) og jeg bliver mere og mere syg – 4 anfald med hjertet, de voldsommeste mavesmerter – men det værste er smerterne i højre hofte og ben – nu så slemt at jeg har de største problemer med at rejse/sætte mig, kan ikke tage tøj på og da slet ikke strømper, store problemer med at vende mig i sengen og at gå.

Nu synes jeg selv, at jeg ikke er pivet – så jeg har ikke villet give op – må da lige give det en chance, synes jeg. Men imorges kunne jeg ikke mere. Efter endnu en nat med store smerter og et hjerte der galopperede i kroppen på mig, tog jeg mig lige sammen og ringede til Holbæk sygehus.

Meget flink sygeplejerske der sagde: at jeg da helt åbenlyst ikke kunne tåle de piller, at jeg straks skulle stoppe og at jeg skulle komme til Holbæk – hun havde sørme lige en tid på mandag – sådan, fantastisk, hjælpen er nær – men hvad så? Denne medicin er jo nærmest den blideste, den ene medicin er jo værre end den anden, føler en vis håbløshed sænke sig over mig.

Nu er jeg heldigvis et meget positivt menneske, plejer at kunne finde det gode at tænke på og noget som kan hjælpe på min tristesse – og det er også lykkedes mig til dette indlæg, nu skal I bare se her:

Jeg læser jo meget, og har stor glæde af en dansk forfatter der hedder Steffen Jacobsen, hans bøger er sindssygt spændende, jeg manglede dog en af hans tidligere udgivelser, som var totalt udsolgt. En dag var min mand og jeg i en boghandel, og der – lige der på hylden, stod sørme da lige den bog jeg manglede.

“Den gode datter” hedder den – jeg har allerede læste den :-) – det er da positivt.

WP_20170125_10_03_30_Pro

En af vores kære venner er ved at uddanne sig indenfor homøopatien – da hun hørte om mine anfald af galopperende hjerte, kom hun en dag med nogle dråber som jeg skulle prøve.

WP_20170125_09_25_51_Pro

Første gang jeg tog nogle (man skulle tage 10 dråber optil flere gange i døgnet) måtte jeg hoppe omkring på gulvet, for jeg synes hjertet slappede for meget af.

De dråber skulle jeg da bare ikke have flere af, tænkte jeg – så flasken kom op på en hylde i kontoret. Efter jeg startede med den nye medicin fik jeg et anfald her på kontoret, jeg var så trist og elendig og orkede bare ikke at se 12 timer frem med et galopperende hjerte, så mit blik faldt på den lille flaske og jeg tog nogle dråber – ikke så mange som sidst, bare 3-5 – efter et par timer stilnede hjertet af og jeg havde det bedre.

Nu har jeg så taget de dråber igennem januar, når jeg fik et anfald altså, og de hjælper mig på den måde, at anfaldet ikke er så ubehageligt for mig. men jeg kan se på blodtryksapparatet at hjertet stadig galopperer, så anfaldet stopper ikke helt. Nå, men det er da positivt, synes jeg.

WP_20170203_14_35_54_ProI dag er jeg som skrevet en “anelse” nede, men jeg har været ude at gå en tur – ikke så hurtigt og så langt som jeg plejer, men jeg har været ude.

Som trøst har jeg investeret i en kage.

Kæmpekatten Felix – nu 5 år – har fundet sig til rette på en stol ved siden af mig, jeg kan ikke bukke mig ned og kæle med ham, til hans store utilfredshed, men da han fik en stol ind ved siden af mig så kunne vi kæle :-)