En begivenhedsrig rejse.

Jeg vil, som lovet, fortælle om vores sølvbryllupsrejse for 5 år siden.

Men først vil jeg fortælle hvordan jeg har det, efter jeg har fået den nye medicin for knogleskørheden – jeg har simpelthen fået mit liv tilbage :-) – det er så godt, næsten ikke til at fatte – jeg er så glad.

Nu kan jeg se hvor meget det har fyldt for mig, at jeg igen, igen, skulle prøve ny medicin. Ved tidligere tilfælde har jeg været så syg, har følt det som om alle nævnte bivirkninger, lige præcis ramte mig, så jeg ventede det værste, var kampklar lige fra starten, havde lavet sådan en “krise” toilettaske, med små flasker af alt muligt som min mand lige hurtigt kunne snuppe med, hvis jeg hurtigt skulle afsted på hospitalet – det er ikke så sjovt at komme afsted kun med håndcreme og ingen tandbørste – men nu var det hele klart til udrykning. Havde tjekket med hjerteafdelingen på Køge, om hvad jeg skulle gøre hvis hjertet gik helt amok igen – så alt var klart…og intet skete :-)

Føler mig nærmest helt høj, både over at jeg har det godt og alle de dejlige ting der er sket – er super glad for skindbukserne og vinterfrakken, frakken uden for må lige vente lidt – det er da bare så positivt. Men nu til noget helt andet…

Det er ikke fordi vi har rejst meget ude i verden, men nogle ture er det da blevet til – og altid hastede man bare igennem afgangshallen, med alle de spændende butikker, så jeg havde sagt til min mand, at jeg godt kunne tænke mig noget mere tid i hallen, før en afgang – man skal godt nok passe på med, hvad man ønsker sig.

Da ingen af os er til høje hatte og hornmusik, besluttede vi at rejse til Egypten til vores sølvbryllup den 7. februar 2012. Vi havde før været i Hurghada, så der skulle vi hen igen. Vi havde god tid før afgang, så nu kunne jeg se alle de spændende butikker, flyet afgik til tiden, ingen problemer, min mand havde vinduesplads, men jeg kunne godt se ud alligevel. Vi holder begge meget af når maskinen letter, det er utroligt at den overhovedet kan. Som alle der har prøvet at flyve ved, så går der lige et stykke tid før man ligesom er på plads på himlen og turen er styret ind på distinationen – men pludseligt syntes jeg, at det var det samme jeg så ud af vinduerne, det virkede lidt som om vi cirklede rundt over det samme stykke land/vand – og det var lige præcis hvad vi gjorde, der var en fejl på maskinen og det blev meddelt at vi var nødt til at lande igen – nå, det måtte de bare lige fikse, tænkte jeg. Vi ville blive bespist, fik vi at vide, mens vi ventede i afgangshallen, såvidt så godt.

Vi ventede i 12 timer!!! , vi havde nu nærstuderet alle tænkelige spændende og uspændende forretninger, spist på SAS’s regning, hjulpet småbørnsfamilierne med at finde et sted man kunne købe bleer, finde klapvogne og ellers forsøgt at tage det helt roligt. Og – ikke at forglemme – svare på alle de sms’er der ønskede “Stort tillykke med sølvbrylluppet, håber I nyder varmen”.

Nå, endelig kunne vi komme afsted – desværre ville vi ankomme til Egypten midt om natten, det eneste positive ved det var, at det gik super hurtigt med at komme gennem alle kontrolpunkter og ud i busserne. I lufthavnen sad de ansatte og sov, det samme gjorde portieren på hotellet da vi endelig ankom. Forholdsvis hurtigt kom vi op på værelset – men vores trængsler var ikke slut endnu – nu bliver det rigtigt sjovt.

Min mand ville lige på toilettet, der manglede åbenbart vand til at trække ud, så han skruer lidt på en hane på væggen, med det resultat at en lårtyk stråle vand stor ud i rummet, han forsøgte desperat at slukke for hanen igen, med det resultat at den knækkede af, vandet fossede ud.

Jeg sprang ned til receptionen, fik banket portieren op og forsøgte at gøre ham forståeligt – vi var begge meget trætte – at han skulle komme med en svaber (hvad hedder det på engelsk klokken lårdt om natten) – han kom straks frem med sådan en svaber man bruger i brusekabiner til fliserne – jeg fik ham overtalt til at komme med mig, det var helt tydeligt at han ikke fattede en brik, så jeg ville vise ham skaden i stedet.

Vores værelse lå på 1. sal og da vi ville gå op ad trappen kom vandet løbende langs gangen og ned af trappen – så forstod manden hvad det var jeg forsøgte at fortælle ham. Ikke fordi han kunne gøre noget ved det, han anede ikke hvordan man fik lukket for vandet – på det tidspunkt lå min mand med en arm inde i et skab ude på gangen – lys var der ikke noget af – hvor han mente at hovedafbryderen kunne være – man er vel håndværker, tænker jeg – og han fik lukket for vandet.

Nu skulle vi jo så have et andet værelse, idet gulvet var oversvømmet, jeg sad på sengen med benene oppe, sammen med vores kufferter – hold da op hvor var vi trætte.

Vi fik et andet værelse, hvor vandet virkede som det skulle.

Iøvrigt skete der ikke noget på hjemturen, hvor alt gik som det skulle.