Tid til oprydning.

Vi har jo lige haft valg til kommunalbestyrelsen – og dennegang har vi fulgt meget med på internettet. Der var blevet oprettet nogle facebooksider, hvor man kunne have debat med de opstillede – nogle af dem ihvertfald, samt andre indbyggere i kommunen.

I disse tider hvor alt hvad der kan krybe og gå, er på nettet, så er der faktisk – i vores kommune – et parti der slet ikke er på nettet, det har været underligt.

Men i hele perioden op til valget, har det været livlig debat, det har været sjovt at deltage og læse de forskellige indlæg – men samtidig har jeg stiftet bekendtskab med sider af mine “såkaldte” venner, som jeg ikke bryder mig om. Hold da op, hvor er det nemt at sidde der “bag skærmen” og sende den ene sviner afsted efter den anden – sende falske “fakta” ud, uden baggrund i virkeligheden – og det har fået mig til at tænke lidt over, hvem det egentlig er jeg er “venner” med på facebook.

Jeg har lige fra dag 1. kun accepteret venneanmodninger på min private side, fra folk som jeg ønskede at være venner med. Jeg skal ikke have flere hundrede mennesker som “venner” , slet ikke, men vil meget gerne have folk på det medie, som jeg har lyst til at høre nærmere om og fra.

Derfor har jeg nu slettet flere “venner” – mennesker jeg slet ikke har lyst til at læse om, eller har lyst til at se på min væg – og det har lettet, kan mærke at jeg har haft brug for at gøre det.

cof

Stuen fyldt med legetøj. Man kan hoppe på en papirspose – vidste I det?

Efter vores familie er blevet udvidet med en killing – Fluffy – så ligner hjemmet ikke sig selv mere. Jeg kommer altså nok lige til at spamme jer med nogle billeder.

oznor

Felix og Fluffy.

Den lille vil bare så gerne være gode venner med Felix, han er noget mere reserveret, selvom hver dag bringer nyt på den front. Men jeg holder meget øje med tingene. Felix har pludseligt fået øje for sit legetøj, som han ellers ikke har tænkt nærmere over i lange tider – Fluffy har naturligvis sit eget legetøj, og mens hun springer rundt som en gazelle, spiller bold og kravler op i kradsetræet , har han ligget og set på – nærmest somom han er kommet i tanke om:” nåhhh, det kan man jo også” – ja, altså ikke kravle op i kradsetræet eller springe rundt som en gazelle, det er han noget for tung til – men leger det gør han. Og det er jo også meningen, at han skal have noget motion.

cof

åhh, lammeskind – er bare sagen.

Jeg har lammeskind forskellige steder i hjemmet, bla. 2 brune i udestuen. Dem har jeg taget ind og sprøjtet med Feliway (kattene elsker den duft) – heldigt jeg har 2 – for nu ruller begge katte sig rundt i herlighederne.

Nyt familiemedlem.

Vores kat – Felix – er en rigtig snakkemaskine, han snakker gerne med os, men også med de andre katte i haven – ikke alle gider dog det snakkeri og han sidder tit både i haven og i indkørslen, og kalder – vi ved ikke på hvem, og har i den sidste tid talt om, at vi måske skulle have en kat til.

Vi har talt frem og tilbage om det – for hvad nu hvis de ikke kunne enes – det er jo super vigtigt at Felix er tryg i sit hjem, men så skete der lige pludseligt noget.

Vi har jo adopteret Felix igennem Dyreværnet – og vi ville adoptere igen, hvis altså det var en kat som var: helst killing og helt sikkert en skovkat.

cof

lille Fluffy

Pludseligt ser Johnny på facebook/Dyreværnet, at de havde en lille 6 mdr. killing af racen main coon (de bliver noget større en skovkattene), det ser han i torsdags.

For at gøre en lang historie kort – så kørte vi til Rødovre fredag den 10.11.17, for at se katten – der havde dog været så mange og “pille” ved hende, så vi nænnede ikke at tage hende op, men hurtigt skrev jeg en ansøgning om adoption (man skal godkendes til en adoption af Dyreværnet) og så kørte vi hjem igen.

Knapt hjemkommet ringede telefonen og en glad stemme fra Dyreværnet fortalte, at vi havde fået katten – hold da op hvor blev vi glade. Vi hentede hende i søndags – og krydsede fingre for, at Felix syntes det var en fantastisk ide vi der havde fået.

sdr

der er ikke noget som en lur i solen – og helst på min stol :-)

Fluffy har fået sit eget værelse, med alt udstyr – så der er hun om natten og når jeg skal noget – gå tur eller på indkøb.

Både mandag og tirsdag valgte Felix at forlade huset, når han fik øje på “ungen” – han var dog lidt interesseret, hun fik lige lov til at snuse til ham – faktisk virkede han nærmest bange – hun var derimod lige ved at hoppe op til ham (han lå i sofaen hos mig) allerede første aften. Jeg gjorde så det, at når han var inde, så blev hun sat i transportkassen, den blev så sat, så de kunne se hinanden – alt var fryd og gammen.

mde

det er trygt i kassen.

Sådan nogle bolde, de kan godt være frække og så bliver man lidt bange – men så er det bare om at smutte ind i kassen, for der er godt at være.

Det lærte hun godt nok hurtigt – det med at være i kassen.

Det var dog også lidt bøvlet, Felix skulle jo have lov til at være i sit eget hjem – men, kommer tid kommer råd.

mde

legetøj mangler vi ikke, hele stuen flyder med alt hvad hjertet kan begære, af den slags.

Her til morgen – onsdag (dag 3) havde jeg taget Fluffy ind i soveværelset, mens Johnny gjorde sig klar til at tage på arbejde, og Felix fik sin mad. Da vi så stod op, så lå Felix i stuen – og jeg tænkte: nu prøver jeg at slippe dem løs. Felix lagde sig i gyngestolen, og så ned på killingen – hun gik forsigtigt hen til ham og så nussede de ellers snuder, fantastisk.

Hun skyndte sig så ind i transportkassen (det havde hun allerede lært) og så op på mig, nærmest somom hun sagde: har du ikke glemt noget? Jeg lukkede jo ikke kassen – nå,men så kunne hun lige så godt komme ud igen – og Felix blev bare liggende i sin stol. På intet tidspunkt har han væset eller gjort tegn på uro – da han havde set på hun legede, så gik han ud og spiste lidt – hun lagde sig og så på – og sammen, han først og hende bagerst, gik han ind i soveværelset, hvor han iøvrigt stadig ligger og sover (nu er det eftermiddag) – så ind i stuen med hende igen, så kunne der leges videre.

sdr

man kan også bedre se hvad der sker ude i haven, når man er højt til vejrs.

Så alt ser ud til at ende godt – hun kommer dog stadig ud på værelset når jeg ikke er hjemme, der skulle jo nødig ske noget med hende.

Hun ligger her på skrivebordet og sover – det er fint for mig, jeg synes det er hyggeligt at have hende tæt på. Hun er faldet så hurtigt til i vores hjem – utroligt synes jeg, men vi er glade for det hurtige forløb.