År 2018

Året 2018 startede som 2017 sluttede – med kæmpe smerter i ryg og bækken. Som tidligere skrevet, så gik det galt i starten af december og med hjælp fra min massør, blev jeg nogenlunde smertefri – kun nogenlunde – men så julen i det mindste var til at klare. Smerterne betyder, at jeg dårligt kan sidde ned – og det er ærlig talt en anelse upraktisk, især når man skal til julefrokost. Nå, men vi fik klaret det vi skulle – sådan næsten, for lige før nytårsaften gik det da helt galt.

sdr

Fluffy trøster.

Kun ved hjælp af diverse piller og sofaen, kunne jeg klare det. Og masser af varme – Johnny går nærmest rundt i det rene ingenting, mens jeg fryser. Lige så snart jeg havde lagt mig med tæpper og piller – så hoppede Fluffy op og lagde sig på mig, men der er vist også noget om, at katte kan føle når der er behov for trøst, og det var der her.

Nytårsaften blev, for mit vedkommende, holdt på sofaen – Johnny holdt hos sin søster, hvor vi begge skulle have været, sammen med gode venner. Han kom dog hjem lidt i kl. 24, så vi kunne skåle og se på fyrværkeri.

mde

Da vi havde skålet gik han ud på vejen, jeg blev inde, og der hyggede han sig med naboerne og en flaske rødvin – næste dag var han lidt “mat i koderne”.

sdr

der ses håndbold.

Nu har vi haft Fluffy i 2 måneder, og der sker hele tiden noget nyt – i december var der håndbold og en dag opdagede hun pludseligt hvad der skete på skærmen – så mens hun trøstede mig, så kunne hun lige følge lidt med i spillet, eller sove lidt.

I starten fulgte hun mig i tykt og tyndt, forlod jeg et rum, så gjorde hun det også  – det gør hun stadig, men ikke så meget som i starten. Nu kan hun bruge mange timer på at kigge på fuglene.

sdr

der ses på fugle.

Vores gamle indgang – som har været brugt til børnenes legetøj – blev indrette til Fluffys værelse, så der var et sted hvor jeg med sikkerhed vidste, at der ikke kunne ske hende noget, når jeg forlod huset. Hun opdagede så pludseligt, at der lige udenfor vinduet var en busk med fugle. Johnny hængte så noget foder op, så fuglene kunne hygge sig der – mens katten fulgte meget nøje med indefra. Det har hun stor glæde af.

I dag skinner solen – det er jo noget af et særsyn, helt underligt at jeg skal rulle gardinet ned her på kontoret, men det er jeg nødt til, for at kunne arbejde, har solen lige i ansigtet. Håber solen stadig er der når jeg skal ud at gå.

Fluffy plejer at ligge på skrivebordet når jeg arbejder – men nu når jeg ikke kan sidde (har heldigvis et hæve/sænke skrivebord) så ligger hun på min stol – i min nærhed skal hun være. Hun er i det hele taget en gave, den kæreste kat fuld af spilopper – og heldigvis er Felix også begyndt at lege. Vi købte et stort og højt kradsetræ da vi fik Fluffy, hun kan jo med lethed hoppe op på toppen – og en dag gjorde Felix det samme, jeg havde nær fået et hjertestop – det havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet muligt – både kat og kradsetræ overlevede.

Da jeg startede denne blog, var det min hensigt at vise, at selvom man havde en dum diagnose, så var det stadig meget positivt derude – og jeg synes også det er gået meget godt. Der har været tunge timer men også mange dejlige minder – men…..

Lige nu har jeg så mange smerter, at det er svært at finde noget som helst positivt ved noget – jeg har mine piller, i morgen skal jeg dels til lægen (måske han kan finde på noget der kan hjælpe) og dels så kommer min redningskvinde – Kristin – som i over 20 år har været den eneste der har kunnet fjerne mine smerter (i en periode) og det er jo positivt – men 6 uger (i denne omgang) med kontante smerter i bækken og ryg, sætter sine spor – min krop er stresset, blodsygdommen “rører” på sig, psoreasisen er i udbrud – ja, der er nærmest ingen ende på elendigheden, og det er jo netop det, jeg ikke vil skrive om.

Så – jeg holder en pause herfra bloggen, indtil jeg får det bedre – tror bare jeg vil skrive lidt på facebooksiden (hvis jeg har overskud), så I kan se jeg lever endnu.

Hav det godt derude, dagene er blevet længere – vi går mod lysere tider.