Held i uheld.

I flere måneder har jeg trænet intensivt med elastikker, for at få mine knæ i orden. Det venstre knæ gik jo pludseligt i udu – under en gåtur, faktisk – og disse øvelse har vist sig at gøre godt også på ryggen.Jeg har ordnet forhaven, været rundt i hele have med div. værktøj og sække – og det helt uden at få ondt i lårene. I ved, når man ligger og fjerne ukrudt så kan det godt mærkes på “baglårene” – men, næh nej, ikke denne gang.

Super, tænkte jeg, så igang med malerpensel og stor energi til alt muligt – tænkte at nu kører det for mig – det varme vejr vil jo nærmest ingen ende tage, det er nærmest sydlandsk stemning – og nåh ja, vi mangler godt nok noget vand til haven, men det må jo komme på et tidspunkt, tænker jeg.

Og så sker der det, som tit sker for mig…

For ca. 12 dage siden er jeg ude på min daglige cykeltur og jeg gør noget som jeg har gjort 100vis ad gange – men denne dag skulle det vise sig, at jeg ikke skulle have gjort det. Vi bor i en by med togstation, hvilket afstedkommer at bommene går ned når toget skal passere. Når jeg så kommer der på cyklen, så stopper jeg ved en blomsterkumme, sætter et ben på og er klar til at træde cyklen, når bommene går op igen. Denne dag smutter min fod, cyklen kører lidt frem og jeg falder (heldigvis) ind i blomsterkummen (den er meget stor og med bevoksning) og lægger mig der. Da jeg får set mit højre ben – som er kommet i klemme mellem cyklen og kummen – tænker jeg, at det må være brækket, det så helt  tosset ud, bukket helt forkert i en helt forkert vinkel. Men jeg får rejst mig og cyklen op, kan stå på benet, tænker så at det nok kun er en hudafskrabning, og fortsætter ca. 3 km – min tur er på ca. 6-7 km, og jeg var jo kun nået halvvejs.

Det heldige i denne historie er så, at hvis jeg var faldet til den anden side, var jeg havnet ude på vejen, hvor bilerne jo som bekendt kører – så hellere i kummen med mig.

cof

Stok og knæbind

Det viser sig dog hurtigt, at der nok alligevel er sket noget med det ben – men hjælpemidler mangler vi jo ikke her på matriklen.

Det går godt et par dage, men så går det bare slet ikke godt mere, og behandling må der til. Nu føler jeg, at jeg snart er temmeligt meget inde i knæets anatomi, så min behandler og jeg taler samme sprog – nu er vi ude i noget med ledbånd, lymfekirtler, sener og nerver der er i klemme, voldsom hævelse og smerter – åhhh ja, smerter.

sdr

Fluffy trøster.

Jeg flytter nu ud i udestuen om dagen – kan ikke sidde på kontoret, uanset hvordan jeg sidder eller står, så hæver knæet helt tosset – men heldigvis har jeg mange bøger.

sdr

nyder udestuen fra en anden vinkel. Plejer at sidde i den anden ende.

Det plejer at være min mand der ligger på sofaen, men nu har jeg glæde af den.

sdr

bænk hjemført fra Jylland, hvor vi så den da vi var på ferie der.

sdr

i midten det citrontræ som jeg beskar helt vildt i foråret. Se nedenfor hvordan det så ud.

cof

citrontræet kraftigt beskåret, var helt bange for, at det ikke ville overleve.

cof

hævet højre knæ.

I går kørte min mand ud i Harald Nyborg og købte  2 krykker – hvorfor har vi dog ikke gjort det før – det er en kæmpe hjælp.

Jeg er så gået glip af:

  • cirkustur med elsket barnebarn Villads (heldigvis tog hans mor med i stedet) det var en super tur, han var så glad.
  • samvær med “Møllerklanen”, familiesammenkomst igår – sct.hans aften.
  • vi vil gå glip af Kim Larsen koncert i Næstved på lørdag – vi har heldigvis kunnet sælge billetterne til en anden familie.
burst

noget der fryder øjet.

sdr

er vild med hostaer.

Så vidt muligt går jeg tur i haven hver morgen – med 2 katte på slæb. Der leges ud og ind mellem planterne (af kattene forstås) det er super hyggeligt.

Jeg har ikke kunnet forstå, hvad der skræmmer kattene – især Fluffy – i haven, nogle gange kommer de farende ind i huset og gemmer sig forskellige steder – tror nu at vi har fundet ud af hvad det er – vi har pindsvin (kan se efterladenskaber på græsset). Jeg går som oftest ud i haven med kattene, for at se om jeg kan løse problemet, og når vi nærmer os et bestemt sted nede bagerst med meget bevoksning, så er de begge meget opmærksomme, kigger omkring og op på mig, er meget urolige.

I torsdags sagde min behandler til mig, at jeg kunne være glad for, at jeg er så hypermobil som jeg er (meget løs i leddene), hvis ikke jeg havde været det, så var benet brækket, nu er det “blot” alle andre led der er voldsomt forstrukket. Nå men, er der nogen der har et godt kendskab til forstuvninger, så er det mig. Tænker at det halve af min barndom er gået med, at sidde med kolde omslag på ankler og knæ og en plastikpose omkring (det brugte man jo i min barndom) mens alle de andre unger løb omkring og legede. I min voksentilværelse er det jo noget mere avanceret – elastikbind, kinesiotape, isposer og sikkert meget andet som jeg ikke har nået at stifte bekendtskab med endnu.

Men det kunne have været meget værre, trods alt.