Mange oplevelser – og et dødsfald.

Denne weekend skulle starte med et besøg på Koldinghus. Vi skulle jo til Årsmøde i Middelfart i weekenden men vi startede allerede fredag, med at kører til Kolding.

En klog beslutning, vidste det sig, for mens vi gik rundt på Koldinghus slot, så lukkede hele landet ned, alle broer og færger fra Sjælland til Jylland lukkede, timelange bilkøer og mange frustrerede mennesker rundt omkring i landet – men det vidste vi intet om, vi gik glade og fro rundt og fik dejlige oplevelser – se blot her.

cof

Koldinghus Slot.

Slottet er efter brand blevet renoveret og genopbygget (jeg kommer altså nok til at spamme jer med billeder) – vi skulle egentligt “bare” se en udstilling der hedder “Magtens smykker”, men vi anede da helt klart overhovedet ikke hvad vi gik ind til.

Først så vi en udstilling med sølvting – det var helt utroligt at se, hvad man kunne lave i gamle dage, når man tænker på, at div. moderne værktøjer jo ikke fandtes for flere hundrede år siden.

cof

sølvudstilling.

Nå, vi traskede videre rundt i “huset” og så på flere ting (men stadig ingen smykker).

cof

vi så ikke så meget på billederne….

cof

men på de formidable møbler..

cof

sikken et finerarbejde, helt utroligt at det kunne lade sig gøre dengang.

Til sidst landende vi – højt oppe – på en systue, hvor optil 40 frivillige syersker (på skift) syede diverse kostumer, til feks. kostumebal, teaterforestillinger eller hvad som helst, hvor nogen lige skulle bruge et kostume. Vi mødte en kvinde som beredvilligt fortalte os alt muligt om slottet og systuen – og ikke mindst, at lige fremme på gangen kom udstillingen om smykkerne.

Vi havde godt set ud ad vinduerne, at der nede i gården holdt en kronebil (kongelig transport) og vi fik her at vide, at det var prinsesse Marie som gæstede smykkeudstillingen, fordi hun, sammen med en fransk guldsmed, havde kreeret et diadem som hun havde båret til den franske præsidents besøg i Danmark.

Nå, til smykkeudstillingen med os – hold da op hvor var det flot, jeg forsøgte naturligvis at tage billeder, men smykkerne kom slet ikke til deres ret på billederne.

sdr

Koldings borgmesterkæde.

Mens jeg så på smykker gik Johnny på opdagelse videre ud på slottet – han kom begejstret tilbage efter mig, for jeg skulle da lige se en genopbygning/renovering der var foretaget på slottet.

cof

en 3 etagers spindeltrappe , mangler totalt ord for hvor flot der var.

cof

de gamle mure sås tydeligt, man havde simpelthen bygget nyt op omkring murene, men dennegang i træ – svalegangene ses tydeligt, alt var luftigt og flot, så man kunne se det hele. Se lige de limdragere der – tømreren var ved at dåne af begejstring.

cof

de gamle mure.

cof

jamen, se dog lige et flot arbejde.

Vi var helt opslugt af de svalegange og limdragerne og det hele – op og ned af spindeltrappen og tage billeder (har mange endnu, skal nok spare jer for flere) – vi kommer så lige rundt om et hjørne og bliver mødt af pressefotografer, de skulle jo tage billeder af prinsessen – nå, de fik så lige indstillet deres kameraer på os, det lo vi alle lidt af.

oznor

Prinsesse Marie.

Så fik vi også lige den oplevelse med.

Vi sluttede besøget med en lækker frokost i slotskælderen – og så måtte vi videre til Fredericia, hvor vi skulle overnatte på Hejse Kro – vi anede stadig intet om det kaos der var lige udenfor Kolding – faktisk mærkede vi jo ikke noget, hverken til Obamas besøg, eller brolukningerne, vi var jo kommet over.

Vi var så ikke de eneste der havde valgt at tage en overnatning før Årsmødet, faktisk mødte vi et andet par også på Hejse Kro – sjovt.

Lørdagmorgen gik turen så til Middelfart – til spændende foredrag og hyggeligt samvær med andre ligestillede og deres ægtefæller – super hyggeligt og lærerigt.

Søndag morgen valgte vi at gå en tur før det sidste foredrag – vi gik rundt i Middelfart og blev slået af forbavselse.

cof

Middelfart havnefront.

Nu har vi gæstet Ålborg, der har den flotteste havnefront vi nogensinde har set – vi har gæstet Århus, der også har fået en havnefront der siger spar2 til det hele – og se så her, i Middelfart, totalt uventet men meget flot – der var i det hele taget meget nybyggeri, boliger og et kæmpeflot byggeri der husede Middelfart Sparekasse – jeg tænker det må være et hovedsæde af en art, har ikke taget billeder, men en meget flot bygning.

Mens vi hørte det sidste foredrag, begyndte folk at blive lidt urolige – der blev hvisket til sidemanden og andre med nyheden om, at vores allesammens Kim Larsen var død. Man vidste jo godt at han havde været syg, men en trist besked var det – heldigvis har vi masser af hans musik, det forgår jo ikke – har selv her til morgen været på youtube og hørt de sange jeg kan lide.

Turen hjem til Sjælland gik med Kim Larsens sange i radioen, der var mindeudsendelser på alle kanaler. Heldigvis var der ingen brolukninger eller ulykker, vi havde lige forladt broen på Sjælland, da vi i radioen hørte at motorvejen på Fyn var lukket på grund af uheld – hvor var vi heldige.